Hvornår er man gammel? Er det antallet af lys i lagkagen? Eller er det en følelse? Eller er det, når kroppen begynder at drille? Det afhænger lidt af hvem vi spørger. Og når det kommer til stykket, så har vi som mennesker nok hver vores følelse og definition af hvornår man føler sig gammel. Og måske er det kun i glimtvis.

Da min farmor blev 90 år, snakkede hun ofte om, at hun ikke kunne forstå, at hun var så gammel. Da hun blev 100 år, så var der stadig fest – og hun erkendte, at der ting, som hun ikke kunne mere. Hun boede dog stadig i det hus, som hun havde boet i siden 1955. Det gjorde hun også, da hun blev 102 år. Nu kunne vi alle mærke alderen trykke. Og hun havde dage, hvor hun talte om, at nu var det nok. Og måske skulle hun også erkende, at det var på tide at komme på plejehjem. Det kom hun – og hun døde knap tre måneder efter sin 103-års fødselsdag. Mæt af dage og livet.

Det er ikke alle forundt at blive så gamle. Men uanset – så bør det være alle forundt at have størst mulig livskvalitet til man er mæt af dage – og af livet. Vi bliver stadig flere ældre borgere i Danmark – og heldigvis kan de langt de fleste kigge ind i en tryg og aktiv tredje alder. Det stiller nye krav til hele ældreområdet. Både for at sikre en ordentlig livskvalitet. En værdig pleje til dem, som har brug for det. Og uanset antallet af ældre, så skal den ældre medborger selv kunne være med til at definere hvad de netop selv har brug for.

Vi ved bedst selv – også når dette omhandler personlig pleje og praktisk hjælp

Praktisk hjælp i hjemmet og plejehjem hører under kommunerne. Det vil sige, at det er den enkelte kommune, som i stor udstrækning kan definere eget serviceniveau og hvordan det skal leveres. Vi har alle set rædselsfulde billeder af ældre, som ikke behandles med respekt. Og heldigvis kender vi måske alle historier om den hjemmehjælpere, som yder en fantastisk indsats, når de hjælper vores gamle forældre eller bedsteforældre.

I Københavns kommune skal vi tro meget mere på, at det enkelte ældre menneske har en idé om hvad der er livskvalitet for dem. Det skal vi kunne honorere. Vi skal som kommune have et varieret udbud til de borgere, som får brug for praktisk hjælp. Og vi skal lade den ældre, eller nære pårørende, sammen med personalet definere hvilke opgaver, de gerne ser løst. Og hvordan opgaven skal løses. Det betyder også, at hvis jeg som ældre gerne vil modtage mere hjælp, så skal det være muligt også at betale for det. Og det bør være en udgift, som er til at betale. Gerne som en genoplivning af ”hjemmeserviceordningen” – bare som et fradrag uden økonomisk loft.

Lad os hellere stille krav til den kvalitet, som skal leveres. Og lad os turde være gennemsigtige og fortælle om hvordan det faktisk går med at levere den aftalte kvalitet. Så kan vi om ældre eller nære pårørende også bedre beslutte hvad vi ønsker at modtage – og hvem, der skal levere det. Uanset om det er praktisk hjælp i hjemmet, aktivitetstilbud, plejehjem eller plejeboliger. Der skal være en bred vifte af muligheder - og de skal kunne udbydes af både private og offentlige aktører.