Ane Storm

Kandidat til Borgerrepræsentationen i København

Det frie valg øger livskvaliteten - også når det kommer til velfærdsydelser

Frihed til at vælge. Frihed til at være forskellige – og til at være dem vi er. Og med respekt for vores fælles samfund frihed til at bestemme hvilke former for velfærdsydelser, som passer os bedst.

Frihed handler også om at kunne føle sig fri på sit arbejde. Og dermed også for de mennesker, som er ansat i det offentlige system - i det her tilfælde systemet Københavns Kommune.

Kobler vi ”det frie menneske” med kommunen, så kommer det primært til at handle om vores velfærdsydelser. Vi skal således sikre os, at vi som borgere i Københavns Kommune, tilbydes klare og tydelige muligheder for at træffe frie valg. Der skal være mulighed for frie valg blandt vores kerne-velfærdsydelser. Det vil sige daginstitutioner, skoler, fritidsklubber. Vores sociale institutioner og ikke mindst vores plejehjem.

LAD OS BYDE PRIVATE INITIATIVER VELKOMMEN

Med friheden til at træffe frie valg, skal vi som kommune også åbne op for private initiativer. Ja, der er eksempler på mindre heldige tilfælde af private institutioner. Også inden for plejesektoren. Men der er heldigvis også masser af gode eksempler på private initiativer, hvor de kæmper for en sag. Og hvor de gør dette godt.

Kig på Headspace. De hjælper unge mellem 12 og 25 år. Hjælper de unge med at skabe og udbygge deres mentale sundhed. Headspace har kontor i 27 kommuner. I Københavns Kommune finder vi dem på Ryesgade på Nørrebro.  Typisk har de hjulpet et ungt menneske videre efter 3 - 4 samtaler. Og skal der mere specialiseret hjælp til, så hjælper de med at skabe kontakt til rette sted.

Faktisk er indsatsen så anerkendt af vores samfund, så Region Hovedstaden har tilknyttet en sygeplejerske fra Psykiatrien. Hun hjælper og coacher alle de frivillige medarbejdere. Indsatsen fra Headspace er så efterspurgt, at de burde have en afdeling mere i Sydhavnen. Det kan Københavns Kommune desværre ikke støtte. Trist – mest af alt, fordi vi konstant mindes om, at vores børn og unge har haft det svært efter Corona.

Et andet forrygende eksempel på en privat indsats er Hellebro. Hellebro er et værested og herberg for unge mellem 18 og 29 år. Skabt af private midler. Beliggende i Valby med plads til 43 overnattende gæster. Og alle unge kan altid komme forbi og får et gratis måltid mad. De hjælper typisk unge hjælpe hjemløse videre til job og måske også om bolig indenfor 4 - 5 måneder. Det er en imponerende indsats, som Socialstyrelsen har anerkendt og rost til skyerne. Københavns Kommune støtter – men ikke i den grad, som man burde.

I København er vi endelig også ved at få endnu et privat plejehjem. Det betyder, at vi som ældre også meget lettere kan være med til at bestemme. Bestemmer over hvad der er godt for os - når vi bliver ældre. Eller som nære pårørende få mere indflydelse på hvad vores forældre eller bedsteforældre kan have brug for.  

Københavns Kommune skal understøtte disse muligheder for frie valg. Det handler ikke bare om at tjene penge. Det kan faktisk også handle om, at man gerne vil gøre noget godt for andre. Og har en tro på, at det kan gøres anderledes og bedre. Med plads til frie valg ud fra egne præferencer.

Når jeg kommer i Borgerrepræsentationen, så vil jeg kæmpe for flere valgmuligheder inden for vores velfærdsydelser. Vi skal turde skabe flere muligheder. Det vil øge vores livskvalitet. Med respekt for det enkelte menneske.